Skrifter og typografihistorie

• Jenson og Legacy

• Sabon og Adobe Garamond

• Garamond

• Bembo

• Minion
• Perpetua

• Electra

• Baskerville

• Times (New Roman)

• Palatino

• Palatino Linotype

• Trump Mediaeval

• Plantin

• Gill Sans

• Johnston

• Futura

• Syntax

• Myriad

• Verdana
• Georgia

• Om antikva
• Om fraktur
• Om grotesk/sans serif

• Om citationstegn

• Om tal

• Skilteskrifter (1)

• Skilteskrifter (2) (fraktur)
• Skriftype til et websted/blog

Jenson

– og Legacy

Ronald Arnholm

Skrifttegneren Ronald Arnholm (f. 1939 i Vermont) designede ITC Legacy i 1992. Hans inspiration var en udgave af Eusebius fra 1470 (De Evangelica Praeparatione;  afsnittet tv. er fra denne udgave) med sats af skrifttegneren og bogudgiveren Nicolas Jenson – der her i Venedig kreerede den første antikva-skrifttype. Intentionen med Arnholms Legacy (Serif) var at den skulle rumme alle kvaliteterne i Jensons original – den typografiske arv (legacy) skulle forvaltes på behørig vis. Og oven i hatten tegnede han en tilhørende grotesk, Legacy Sans Serif, baseret på strukturen i antikva-typen.

  

Ovenf.: Arnholms Legacy-typer
Herunder: to andre efterligninger af Jensons skrift fra 1470

Om Sabon og Adobe Garamond

Det hører til sjældenhederne at en bogs layout omtales i en anmeldelse. Her er to af disse særtilfælde:

Spøgelseshistorier er en revideret genudgivelse af oversættelsen af Peter Straubs »Ghost Story«; den oprindelige oversættelse ved Mogens Cohrt udkom i 1979 (med titlen »Det forfærdeligste«), men i forbindelse med nyudgivelsen på dansk af de to øvrige romaner i trilogien fik den knap 30 år gamle oversættelse en sproglig revision.
I lektørudtalelsen (januar 2008) får forlaget, TV2, ros for det mere mundrette og nutidige sprog, og det tiføjes: »Samtidig er satsen gjort mere åben og læsbar«.
Det bragte F.J. Billeskov Jansens anmeldelse af den danske oversættelse af Kalevala i Politiken den 27. maj 1994 i erindring: »Kalevala er blevet et meget smukt værk, i sprog, billeder og layout (ved Ole Klitgaard).«

– Skriften i Spøgelseshistorier er Sabon, som er en af flere nyere Garamond-varianter (se nedenf.); den er designet af typografen Jan Tschichold i 1966 og er baseret på en variant der stammer fra frankfurter-trykkeren Konrad Berner, opkaldt efter hans afdøde kompagnon Jacques Sabon. Kursiven er baseret på en type udformet i 1500-tallet af Robert Granjon.

– Skriften benyttet i Kalevala er Adobe Garamond (eller AGaramond). Designet af Robert Slimbach i 1989 er den en af de nyeste typer fra den elektroniske tidsalder – og var således kun fem år gammel da den blev benyttet her i Kalevala. Men sammen med de andre klassiske skrifttyper går dens oprindelse tilbage til renæssancen: 'Roman'-typen (ordinær skrift, dvs. selve antikvaen) er baseret på Claude Garamonds eget skriftsnit (Garamond: 1480-1561); dens kursiv er angiveligt, ligesom kursiven til Sabon, baseret på et design udarbejdet af Robert Granjon (1513-89), men den er nu ikke faldet så heldigt ud som Sabon-kursiven, der også har et mere selvstændigt præg (se ellers Stempel Garamond).

Stempel Garamond

(denne variant er Stempel Garamond)

Claude Garamond (el. Garamont)
(1480-1561)


LÆREMESTEREN PÅ KÆTTERBÅLET
Garamond kom i 1510 i lære hos skriftskæreren Antoine Augereau, der i 1530'erne også stod for den typografiske tilrettelægning og trykning af nogle reformatoriske skrifter – forbudt import fra Tyskland. Det blev af parlamentet takseret som tilstrækkelig kættersk til at han blev henrettet i 1534: Først blev han hængt, og derpå blev hans lig kastet på bålet sammen med hans bøger på Place Maubert i Paris. Anne Cuneo udgav i 2002 en roman om Augereau, hvis historie i bogen fortælles af hans berømte elev. Le Maître de Garamond.

Der findes flere forskellige slags Garamond. Grunden hertil er at den franske trykker Jean Jannon i 1621, altså 60 år efter Garamonds død, udgav en skrifttype som havde visse karakteristika der lignede Garamonds design, skønt bogstaverne var mere asymmetriske og irregulære i fald og akse. Jannons typer gik i glemmebogen og var ude af brug i omkring 200 år, men blev så genopdaget på det franske nationale forlagsbureau i 1825 – hvor de fejlagtigt blev tilskrevet Claude Garamond.

Stempel Garamond blev lanceret af D. Stempel AG i 1925 og var baseret på Egenolff-Berners variant fra 1592. Den var således en revival af de ægte Garamond-typer, og den har siden 1925 været en af de mest benyttede fonte.
 

En skriftklog siger om den at »den har sit eget unikke temperament – med en rytme og skarphed som skiller den ud fra andre Garamond-varianter«.
Forfatteren Jan Kjærstad lader i bogen Tegn til kærlighed sin kvindelige fortæller og skriftdesigner karakterisere den således: »Klokken syv viste han sig i døren ud til køkkenet, den mand der havde hjulpet mig, da jeg blev kørt ned; i sorte cowboybukser og hvid skjorte, skarp og tydelig som Stempel Garamond på blødt papir«.

Bembo er navnet på forfatteren til bogen De Aetna, trykt hos den berømte Aldus i 1496. Skrifttypen som den blev trykt med, hed vistnok ikke noget dengang, men den var blevet skåret af Francesco Griffo året før udgivelsen. »Vi talte om hvordan tidsånden kunne spejles i bogstaver«, fortæller Cecilia i Tegn til kærlighed, »om den store skrifttegner Francesco Griffo der arbejdede for bogtrykkeren Aldus Manutius i Venedig i slutningen af 1400-tallet. Det forbavsede mig ikke da Skei fortalte at Griffo oprindelig var guldsmed. På sin vis, tænkte jeg, var alle skrifttegnere guldsmede, medlemmer af et laug der arbejdede med forædling«.

Sit navn fik skriften først i 1929, da Griffos stiliserede bredpenne-humanistkalligrafi blev brugt som model af Stanley Morison for denne 'moderne' roman-font, som han designede til Monotype. Det skal her bemærkes at der til Griffos skrift ikke hørte kursiver, og at den som Aldus senere fik lavet til den, var for gnidret og uegnet, så Morison fik opsporet en kursivskrift kreeret af kalligrafen og forfattervejledningsskribenten Giovanni Tagliente i 1524 (illustrationen tv.) – det er den der er benyttet som model for kursiven til Bembo.

Aldus Manutius eller Aldo Manuzio
(1450-1515)

Perpetua

Perpetua – man skal formentlig underforstå ordet littera – betyder det evige eller bestandige bogstav. Vi befinder os i 1926, og designeren er den engelske billedhugger, gravør, skiltemaler og typograf Eric Gill. Det skal næsten berettes i historisk nutid, nu vi åbenbart har med det øjeblik at gøre hvor det forgangne ophøjes til noget eviggyldigt. Lyder det en anelse ironisk?
 

På denne nyere planche fra Linotype (der nu markedsfører den af Monotype producerede Perpetua i digital version) spilles der lidt på perpetuum mobile = en evighedsmaskine). Men Gill kunne nu også have opkaldt den efter martyren, Den Hellige Perpetua. Måske kommer han ind på det et sted i et af sine essays.

Det kunne forsåvidt være på sin plads som vi har at gøre med endnu en renæssance af en antikva-skrift. Men det var en renæssance som var yderst påkrævet ud fra det faktum at der på dette tidspunkt »ikke mere findes nogen ønskelig skrift som kan støbes på ny«, og at skriftstøberfirmaerne derfor bliver »tvunget til at tegne nye antikvaer og kursiver« (Stanley Morison, 1925).

– Det var ellers de manglende kursiver der havde forsinket produktionen af Perpetua med 6-7 år. Thi uden kursiv, ingen ny skrifttype. Eric Gill gik så i gang med at tegne kursiver, og i 1932 var stempelskæreren omsider blevet færdig med det krævende arbejde at overføre de penseltegnede typer. Han tog ifølge Beatrice Warde »alt muligt hensyn til den følsomme tegning, og trods den stærke formindskelse bevarede han det præg af personlighed, af håndværkerens tolkning, som så ofte mangler i den rent mekaniske reproduktion«.

På Forlagsbureauet er benyttet Perpetua til to romaner af Joyce Carol Oates.

Minion

dfh

 dfgh

 dfhg

Skrifttypen Minion er af ganske ny dato, designet i 1990 af Robert Slimbach, der siden 1987 har arbejdet for Adobe Systems. Den er ligesom Adobe Garamond (s.d.) inspireret af senrenæssancens skrifttyper. Navnet hentyder angiveligt til det traditionelle navngivningssystem for skriftstørrelser, hvor mignon – på engelsk stavet minion – betyder 7 punkt, men det betyder også 'den lille yndling', og Minion er netop forholdsvis lille af proportioner og velegnet til en sats hvor der skal kunne stå meget på en side.
Layoutet til monografi-serien fra TV2 Forlag om Kofi Annan, Reagan & Gorbatjov, Queen Noor, Benazir Bhutto, Hillary Clinton og Golda Meir er med Minion 11,5 punkt.

Robert Slimbach

Antikva-skriften Electra fra 1935 skyldes William A. Dwiggins (1880-1956), amerikansk grafiker, skrifttegner og marionetdukkeskærer; han lancerede som den første betegnelsen grafisk designer i 1922.
Karakteristisk er de markante seriffer i toppen af de lige bogstaver og de tynde tværsteger i foden. Ifølge Dwiggins selv er det karakteristika der stammer fra at man skriver formskrift med en pen og skriver hurtigt. »Jeg vil gerne gøre skriften varm, så fuld af blod og personlighed at den går rent ind«.

Electra benyttes i flere skønlitterære bøger på Politikens Forlag. Ud over i Christina fx også i genudgivelsen af Per Wahlöös tidlige romaner Lastbilen og Høvdingen – i pocketformater med smal klumme hvor en 10-punkts Electra både er økonomisk og funktionel.

     Dwiggins skærer marionetdukker

Caslon (1734)

Baskerville (1756)

Baskerville er opkaldt efter sin egen designer, John Baskerville (1706-1775) fra Birmingham i England. Fonten, designet 1756, klassificeres som en overgangsskrifttype mellem William Caslons typer i den gamle stil og moderne skrifter som Bodoni (1780) og Didot (1775). Til denne skrifthistoriske klassifikation skal det dog bemærkes at Bodoni og Didot som 'udvikling' af antikva-skriften drev den til en æstetisk ydergrænse og ikke skævede til funktionalitet: Bodoni egner sig ikke til bogskrift i fx 11 punkt, men kan være flot som overskrift eller på et omslag eller en plakat.

John Baskerville (malet af James Millar)

Det var Baskervilles intention at forbedre Caslon-skriften (den første engelske antikva, udgivet i 1734 – sammenlign illustrationerne med de to skrifter), og han fik succes med det, hans skrifttype vandt stor udbredelse og hævder sig stadig, også over for Times.

Times – eller Times New Roman – blev benyttet overalt omkring 1990 hvor den elektroniske sats vandt frem med computerens udbredelse, og skriften Times var – og er stadig – det automatiske valg ('default') i tekstbehandlings- og satsprogrammer (nu ændret i Word 2007 til Microsofts egen font Calibri). Mange blev derfor trætte af denne skrift og fik snart fat i andre digitaliserede typer, især vandt Palatino udbredelse – og generelt fik mange øjnene op for de oprindelige skrifttyper fra renæssancen (såsom Bembo og Garamond – der har i det hele taget været mange renæssancer af dem). I dag er det blevet sjældnere at se en bog sat med Times (mens den fortsat er helt dominerende i alle former for skrivelser), og fx synes Palatino at være den mest benyttede skrift til romaner her i landet.
På den måde er der næsten noget retro over at sætte en bog med Times i 2007, sådan som vi besluttede til Bourdieus lille Selvanalyse: Her er brugt den variant som hedder Times Ten, specielt designet så den egner sig til skriftstørrelser under 12 punkt.

Times (New Roman) er designet af englænderen Stanley Morison (1889-1967) der var typografisk konsulent for The Times i perioden 1929-60. Skriften var klar i 1931 og fik navnet Times New Roman (over for den i London-dagbladet hidtil benyttede Times Old Roman). Den første udgave af avisen sat med den nye skrift udkom i oktober 1932.

Med 'New Roman' hentydes også til at det er en ny antikva-skrift – og her har vi altså en skrift tegnet et godt stykke ind i 1900-tallet, men i typografien klassificeret som en førklassicistisk antikva! – altså ligesom Baskerville (fra 1756).

Se den lille stumfilm om a'ets forvandling på Hermann Zapfs hjemmeside!

Skrifterne Palatino og Aldus er designet af Hermann Zapf (f. 1918) for Linotype i hhv. 1948 og 1954, senere udkommet i reviderede versioner, de nyeste i 2006.
De er opkaldt efter Zapfs forbilleder, 1500-tals-kalligrafen Giambattista Palatino og den store bogtrykkerkunstner Aldus Manutius (se Bembo), og begge typer er en genskabelse af de tidligste antikva-skriftsnit med det umiskendelige præg fra bredpennen. Palatino er gjort større/bredere og rundere end Aldus og er testet som den bedst læselige, og det er da også den der har vundet størst udbredelse. Mange nyere danske romaner eller ældre i ny (bogklub-)udgave er sat med Palatino.

Den 89-årige Hermann Zapf ved en af sine testplader (Rochester, 2007).

Til bogstaverne over skønhedssaloner synes varianter af Palatino at være foretrukne. Et strøg af elegance. Det er næppe tilfældigt at man ikke har brugt den mere ordinære slags antikvaskrift som har været benyttet til gadeskilte siden 1950'erne (øverst til højre i billedet).
Antikvaskrifterne bruges således ikke til at signalere noget gammelt, snarere en forbindelse til noget klassisk.

Palatino Linotype

Palatino Linotype (en lidt pudsig betegnelse, da Palatino er fra Linotype) er en forholdsvis ny variant som er særlig velegnet til (old)græsk (såvel som moderne græsk) sats. Både i ordinær og kursiv er alle de græske minuskler med samtlige accenter integreret i fonten. Gælder også kyrillisk.

Skriften Trump Mediaeval er opkaldt efter sin designer, den tyske grafiker Georg Trump (1896-1985), og fonten forelå i 1962. »Mediaeval« (medieval) hentyder til forbilledet i antikva-skrifterne fra senmiddelalderen (1400-tallet) – eller måske også til håndskriften hos karolingerne i 800-tallet.

Det er den største eller kraftigste af antikvaskrifterne, og den er let læselig – er endda til at læse helt ned til punktstørrelse 5, altså mindre end den normale petit. Den har naturligvis også mediævaltal.

Plantins logo     

Skriften stammer fra Christophe Plantin (1514-1589), og den fik sin egen renæssance ved at blive gentegnet af Frank Hinman Pierpont i 1913.
Plantin er en renæssanceskrift i fransk udformning, men med en større x-højde, hvilket er med til at gøre den til en tydelig skrift.

Valg af skriftype til et websted (hjemmeside) eller en blog

Som den skrift der skal være gennemgående, er til denne hjemmeside valgt Verdana. Der gør sig to ting gældende:
1) Til skærmbrug – visning på en hvilken som helst skærm – er det som regel bedst at vælge en grotesk, også kaldet en sans serif der er helt enkel og ensartet i stregtegningen. Det er noget helt andet der skal tages hensyn til, end når det drejer sig om en bogskrift der er beregnet til tryk. Dels er grafik-opløsningen på en skærm meget lille, dels har vi at gøre med en helt anden teknologi end den der anvendes til bogtryk eller tryk på eller bemaling af faste flader (man kan selv i den her anvendte skrifttype se at alle skrå og runde streger ikke står så skarpt eller tydeligt som de helt vandrette og lodrette – derfor står især kursiven noget uskarpt, og man gør klogt i at benytte den så lidt som muligt. Men se som et måske anvendeligt alternativ serif-skriften Georgia hvor designeren mht. nogle af de ovennævnte detaljer har prøvet at tage højde for skærmgengivelsens svagheder.
2) Desuden er det nødvendigt at vælge en skrift der følger med styresystemerne (Windows hhv. Mac OS) som standard, dvs. som man kan forudsætte er til rådighed på harddisken hos stort set enhver bruger. Ganske vist er det ingen katastrofe hvis nogle brugere ikke har den liggende, men man kan aldrig vide hvilken erstatningsskrift der så bliver valgt i stedet, og man vil jo gerne have så meget kontrol med layoutet som muligt. Ifølge den seneste undersøgelse, nemlig pr. november 2009, er Verdana til rådighed i 99,3% af tilfældene på computere med Windows-platform (for Macintosh OS-baserede computere er det tilsvarende tal omkring 93%).
 

Vil man vise bogtrykskrifter, og jo altså ikke mindst antikva-skrifterne, samt eksempler på sats – sådan som det jo i vid udstrækning er tilfældet på Forlagsbureauets sider om layout – må de gengives enten som billeder (på samme måde som de afbildede omslag) eller via en PDF hvor de valgte skrifter er inkluderet ('embedded', som det hedder). Så er gengivelsen uafhængig af hvad brugeren har til rådighed på sin PC. Men en korrekt visning er selvfølgelig afhængig af at brugeren har indlæst det program hvormed man åbner en PDF (nemlig Acrobat Reader fra Adobe, og den kan nedlastes/downloades gratis fra Adobes hjemmeside, www.adobe.dk).
 

Verdana er designet af Matthew Carter for Microsoft Corporation og blev udgivet i 1996. Den er designet mhp. læsbarhed i små skriftstørrelser på en computerskærm. Ud over at være uden skrafferinger eller fødder (seriffer) har den en stor x-højde og god bredde, og der er lagt vægt på tydelig adskillelse mellem karakterer (bogstaver/tal) som ligner hinanden. – Bemærk de eneste to karakterer der har fået serif, nemlig 1-tallet og versalen I: Det er for tydeligt at adskille dem fra hinanden og fra det lille l.    En detalje er applikationen af krøllede citationstegn (“gåseøjne”): de virker måske lidt akavede i Verdana, også til skærmbrug; man kan i stedet med fordel bruge pile- eller vinkel-citationstegn (»citat«).    Man kan selvfølgelig også godt bruge Verdana til bogsats, fx til figur- eller billedtekster (den står tydeligt i de helt små skriftstørrelser), hvis man gerne vil bruge en sans serif-type, men her får den konkurrence fra flere af de moderne grotesker, fx Legacy Sans, Frutiger, Syntax eller Optima.

Georgia er ligeledes designet af Matthew Carter og købt af Microsoft – og den blev ligesom Verdana udgivet i 1996, fulgte faktisk med Verdana som en supplerende antikva-skærmfont til Windows. Den er ifølge seneste måling den mest udbredte antikva-font på Windows-baserede computere – den findes præinstalleret på 98,3% af dem (mens Times New Roman som den næstmest udbredte findes på 98,1%), så man kan for den sags skyld roligt benytte den på en web-site. Denne tekst er gengivet med Georgia, og som det ses, kører den med »hængende tal« (minuskel-tal, eller på engelsk old style figures). Dens design gør den tydeligere at læse på en skærm end så mange andre antikva-typer, fx Times. Den er fx ikke så smal eller kompakt som Times, den har en mere lige lodret akse, og dens seriffer er lidt bredere og har fladere afslutninger.

ntikva betyder den art skrifttype hvis bogstaver har skrafferinger (tværstreger eller seriffer), og som blev formgivet af skrifttegnere kort efter Gutenbergs opfindelse af bogtrykketeknikken i 1442.
   I begyndelsen tryktes frakturskrift eller gotisk skrift. Jenson og Aldus var renæssance-antikvaens pionerer. Deres skrifttyper var karakteriseret ved minuskler = »små bogstaver«, og en sådan type blev kaldt antikva fordi man anså den for at stamme fra antikken. Det stemte fint overens med renæssancens og humanisternes idé, og det gælder selvfølgelig dels i betydningen latinske bogstaver (i stedet for gotiske – og renæssancehumanisterne udgav netop klassiske værker på latin), dels i referencen til de store bogstaver eller versaler i den romerske monumentalskrift. Men hvad angår de karakteristiske små bogstaver og deres form stammer antikvaen faktisk fra de karolingiske minuskler, altså fra en noget senere periode, nogle århundreder efter Romerrigets fald, nemlig fra kulturen i Frankerriget i perioden ca. 800-900.
   Ud over at skulle kunne støbes til en satsform mhp. mangfoldiggørelse havde antikva-skriften også den funktion at svare til eller ligne skriften i de hidtil med bredpen kopierede manuskripter. Dette træk ved de tegnede, skårede og støbte typer holdt sig op til 1700-tallet hvor Baskerville som en af de første moderniserede formerne: intentionen var i høj grad den funktionelle at øge de trykte bogstavers læselighed, gøre dem mere let flydende, runde de oprindelig skarpe eller kantede eller skæve former. Men der var åbenbart noget 'moderne' i de skrifter som stammede fra overgangen mellem middelalder og nyere tid!

Flere trykke- og sættetekniske forhold har i tidens løb – og dvs. i trykketeknikkens lange udvikling fra Gutenberg til den digitale tidsalder – gjort sig gældende mht. både valg af eksisterende skrifttyper og tegningen af eller behovet for nye; det har med forhold som trykpressens udformning og udvikling at gøre, og med om man benyttede monotype-, linotype- eller intertype-teknikken – og senest fotosats der for forholdsvis nylig blev afløst af digital overførelse (via RIP) direkte til trykplader.

Antikva bruges også typografisk som betegnelse for 'ordinær' til forskel fra kursiv (på engelsk 'roman' hhv. 'italic'). Forståeligt nok, dels fordi kursivskrifterne til de forskellige skrifttyper af og til skiller sig meget ud fra antikvaens karakter, dels fordi der i en del tilfælde – især for de ældste skrifters vedkommende – ikke straks er blevet udarbejdet en tilhørende kursiv. Netop til Bembo manglede den helt; kursivskrift blev først indført i bogtrykket i 1501, og Stanley Morison måtte bryde sit hoved og lede længe før han fandt en kursiv der var passende (idet han ikke fandt Griffos kursiv anvendelig, se Bembo). På engelsk hedder kursiv som nævnt italic, hvilket refererer til at det var en skriftform de italienske skriftskærere, først Aldus, fandt på, og dens forlæg var den kalligrafiske håndskrift. En typografisk kursiv er derfor ikke bare en skråtstillet type af den tilsvarende antikva, men en skrifttype for sig. Skråtstillet (oblik) skrift finder vi hos grotesk-skrifterne (hvor de ret beset fejlagtigt kaldes kursiver).

Kursiv-skriftens debut i 1501: En Vergil-udgave trykt med en kursiv
tegnet af Francesco Griffo for Aldus Manuzio.

 Den antikva-skrift som er benyttet til Forlagsbureauets logo, hedder American Typewriter (efterligning af en skrivemaskineskrift)

Minuskeltal og kapitæler
En anden typografisk særegenhed der knytter sig til antikvaen, er minuskeltallene (jeg har ligefrem hørt en renæssancehistoriker kalde dem bogstavtal) – eller de hængende tal eller mediævaltal; i skriftsættene findes de sammen med kapitælerne (SC = small capitals). Disse tal er designet så de har samme x-højde som minusklerne og mht. tallene 3, 4, 5, 6, 7 og 9 med 'overlængder' og 'underlængder' på samme måde som fx bogstaverne d og p.

Her Griffos minuskeltal som de blev trykt hos Aldus (til den originale Bembo fra 1490'erne)

Således undgår man ved anvendelse af dem at få det som Morison kalder »et plettet satsbillede« – noget han i sine skriftkritiske værker gør et særligt nummer ud af mht. versalhøjder. Man kan se forskellen på nært hold i ord som Hf, Klov, Skov, Claude – hvor en af de høje minuskler følger lige efter en versal. I en del antikva-skrifter er versalerne netop tegnet en smule lavere og/eller ikke så kraftigt: Den »overdrevne styrke i da Spiras versaler blev gentaget af Nicolas Jenson, forstærket af Erhard Ratdolt og med få undtagelser fortsat til vore dage«, påpeger Morison. I dag kan man tydeligt se det i skrifter som Baskerville, Plantin og Times – og jo altså generelt i alle skrifttyper hvortil der ikke findes minuskeltal, eller hvor typografikeren har undladt at vælge dem selv om de findes: Her kommer tallene (som netop på typografisk kaldes versaltal) let til at dominere skriftbilledet.
   At minuskeltallene findes sammen med SC- (i fx InDesign kaldet Old Style-)skriften, har sin enkle forklaring i at det er en traditionel typografisk regel at man bør bruge versaltal sammen med versaler og minuskeltal sammen med minuskler eller kapitæler. I et ord som TV2 bør man således benytte et versaltal (selv om man i satsen i øvrigt benytter minuskeltal). Ellers skriver man jo nu, efter den reviderede retskrivning, de fleste forkortelser sammensat af flere ord med lille: tv, it, cd, dvd osv.; den regel hjælper faktisk med til at reducere »plettede« skriftbilleder. Den gælder dog ikke egennavnsforkortelser, og i tekster med mange af den slags kan skriftbilledet blive trukket skævt eller virke rodet: USA, OPEC, PLO, CNN osv., især hvis man benytter en skrifttype med kraftige versaler. Jeg har i en tekst hvori ordet USA i flere afsnit forekommer i mange sætninger, sat navnet i kapitæler i stedet for versaler (se side herfra). Bare som et forsøg – det er overkommeligt hvis det kun gælder ét navn, som så kan justeres typografisk ved en søg/erstat-funktion.
Se skriftoversigten med antikva og kursiv samt tilgængelige SC-typer (kapitæler og minuskeltal).

Lille note om tal

De tal vi benytter, kaldes jo arabertal. De burde rettelig hedde indertal – idet det faktisk var inderne der opfandt dem, allerede omkring 500 f.Kr. De blev, først langt senere, indført af araberne, altså en indisk kulturimport, og senere igen via de arabiske områder indført i Europa, sådan cirka omkring det 7. århundrede. Så i både håndskrift og senere trykskrift var der for længst tradition for at bruge »arabertal«. Man kunne jo ellers godt have forestillet sig at renæssance-humanisterne med deres kulturelle rødder i den romerske oldtid også typografisk havde hæget om romertallene. Men det var altså ikke tilfældet.
 

   

I nederste linje ses skrifternes minuskeltal, tv. Stempel Garamond, th. Perpetua med dens særegne 5- og 7-tal.

 

Om anførselstegn – citationstegn – gåseøjne

I typografien har man udviklet to slags citationstegn eller tegnpar:
 

Men derudover er der typografisk forskellige nationale standarder for anvendelsen af citationstegn.

FRAKTUR kontra ANTIKVA
 

I dag er frakturskrift mest af historisk interesse - i og med at antikvaen vandt overalt i vores kulturkreds. Men det er dog en højst interessant skrifthistorie.
   Fraktur betyder brud, og skriftens udformning eller tegning er præget af brudte linjer. Dog også af et andet element, nemlig det svungne, det der henvises til når typerne kaldes »krøllede bogstaver«, udformet på en ofte meget kunstfærdig måde (der findes mange fraktur-varianter) – og det er vel det der gør at man stadig mange steder, især i USA, bruger den slags typer til avisernes navne eller logoer – tænk også på fx Berlingske Tidende for ikke ret mange år siden.

Samlebetegnelsen Fraktur kaldes også gotisk skrift, og dens forgænger, Textur, havde sin oprindelse i de tidlig-gotiske minuskler fra omkring 1300. Det var netop denne stiliserede Textur der blev bogtrykkets debut-skrifttype i Gutenbergs trykkeri i 1450, mens konkurrenten, antikvaen, blev udviklet i Italien fra 1470 (med Nicolas Jenson som pioner – efterfulgt af Aldus i 1480'erne).
   Forholdet mellem fraktur og antikva kom ligefrem til at betegne en æstetisk-kulturel modsætning mellem gotisk og romansk stil, og der skete også en skriftmæssig fraktionering i på den ene side de katolsk dominerede lande (Sydeuropa) som i løbet af 1500-tallet tog antikvaen til sig, og de protestantiske (Nord- og i begyndelsen også Vesteuropa) som holdt fast ved de krøllede bogstaver. Luthers tyske Bibel (1534) udkom som en selvfølge trykt med den type krøllede bogstaver der hed Schwabacher, netop som markeret modsætning til romerkirkens første trykte udgave (fra 1454), den latinske Gutenberg-bibel, som sagt sat med Textur!

  
Den latinske Gutenberg-bibel,
sat med Textur
(Klik på billedet)

Luthers tyske bibel,
sat med Schwabacher
(Klik på billedet)

    
        Hovedvarianterne af gotisk trykskrift: Textur 1450, Schwabacher 1485, Fraktur 1508.

SKRIFTSTRIDEN I TYSKLAND

 

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 fik skriftstriden et, kan man vist roligt sige, uventet forløb. Som en følge af at de på én gang var revolutionære og kontrarevolutionære – og jo samtidig meget bevidste om propagandaens udformning og formodede effekt – kom de i en åbenbart både æstetisk og funktionel klemme mellem traditionen (og det folkelige) og den imperialistiske strategi.

Der var fra begyndelsen af 1930'erne ingen tvivl om hvem der var fjenden, også på det kunstneriske og litterære område. Det var både humanisterne (hvis skrift siden renæssancen havde været antikvaen) og helt aktuelt de kulturrevolutionære og avantgardistiske kunstnere som dem omkring Bauhaus. Nazisterne var ikke sene til lige netop at fratage Jan Tschichold hans lærestol og brænde hans bøger, og han fik ved venners hjælp lige netop røven med sig ved at flygte til Svejts. Det var oplagt at »den nye typografi« der både forkastede den gammeldags fraktur-skrift og de store bogstaver, måtte være udtryk for bolsjevisme og følgelig bekæmpes med alle midler. Men samtidig var det ufunktionelt på bare lidt længere sigt at holde fast ved de krøllede bogstaver, uanset hvor tyske de måtte være, for i løbet af føje år skulle det storgermanske verdensrige kunne udbrede sin propaganda til samtlige undersåtter – hvoraf alt for mange ganske enkelt ikke var i stand til at læse disse gotiske skrifter. Dette var i hvert fald selveste Der Führers begrundelse for afskaffelsen af frakturen som gældende tysk skrift, og pludselig blev det derfor bekendtgjort at schwabacheren var at betragte som »Juden-Lettern« (jøde-skrifttyper) og måtte betegnes som utysk!

Dette dekret, kaldet Normalschrifterlass, udsendtes i en rundskrivelse fra NSDAP i januar 1941, underskrevet på førerens vegne af stabschef M. Bormann (se gengivelsen herunder samt oversættelsen af teksten).
Som man ser, er revolutionen endnu ikke gennemført i skrivestuen, eller måske skal den prangende fraktur i logo og overskrift tjene til skræk og advarsel internt (for skrivelsen er ikke beregnet til offentliggørelse). 

 

Men selvom (jo altså ret beset snarere end fordi) Det tredje rige faldt, blev den gotiske skriveskrift altså afskaffet i undervisningen og de "krøllede bogstaver"/frakturen tilsvarende afskaffet som "normalskrift" (se dog gadeskiltene fra Berlin herunder).
Der blev handlet hurtigt: Allerede måneden efter, i februar 1941, udskiftede man i nazipartiets hovedorgan Völkischer Beobachter fraktur med antikva, og senest året efter var frakturen afskaffet på rigets frimærker.
Men det var en bekostelig affære for bogtrykkerne at skulle foretage denne omlægning. Mange har fået sved på panden ved at læse følgende i trykkerierhvervets fagtidsskrift Zeitschrift für Deutschlands Druckgewerbe den 18.6. 1941:

 

»I alle tryksager, der går til udlandet eller kan komme i udlændinges hænder, lægger myndighederne vægt på, at teksten uden skriftbetingede vanskeligheder skal kunne læses, hvad der netop ikke er tilfældet ved brug af fraktur- eller Schwabachskrifter«.

 

Denne anvisning kom få måneder inden skriftforordningen og få dage inden Ruslandsfelttoget. Skriftforordningen kom den 1. september 1941, udstedt af Det Tredje Riges undervisningsminister Bernhard Rust, og gik ganske enkelt ud på følgende: Læse- og skriveundervisningen i de tyske skoler omlægges fra gotisk til latinsk skriveskrift!

 

Oversættelse af dekretet, signeret af stabschef Martin Bormann, januar 1941, Normalschrifterlass (dokumentet gengivet t.v. i facsimile):
 

»
Rundskrivelse
(Ikke beregnet til offentliggørelse).

Til alles orientering kundgør jeg hermed på Førerens vegne:

Det er fejlagtigt at anse den såkaldte gotiske skrift for en tysk skrift eller at betegne den som sådan. I virkeligheden består den såkaldte gotiske skrift af schwabachske jødebogstaver. På ganske samme måde som de senere overtog aviserne, overtog de i Tyskland bosiddende jøder ved bogtrykkets indførelse bogtrykkerierne, og derved indførtes overalt i Tyskland de schwabachske jødebogstaver.

Efter en drøftelse med rigsforstander Amann og trykkeriejer Adolf Müller har Føreren i dag besluttet at antikva-skriften for fremtiden er at betegne som normalskrift. Samtlige tryksager skal gradvist ændres ved indførelse af denne normalskrift. Så snart det er muligt for skolebøgernes vedkommende undervises der fremover i alle landsbyskoler og folkeskoler i normalskriften.

Myndighedernes anvendelse af de schwabachske jødebogstaver vil blive bragt til ophør; udnævnelsesdokumenter for tjenestemænd, gadeskilte og lign. vil for fremtiden kun blive udfærdiget i normalskriften.

På Førerens ordre vil rigsbefuldmægtigede Amann snarest omstille de aviser og tidsskrifter der allerede distribueres i udlandet, eller hvis distribution i udlandet er ønskelig, til normalskrift.

Sign. M. Bormann.
«

Skilteskrifter med fraktur
 

På skiltet ovenfor er det store A manipuleret så det er lettere læseligt end i en ægte frakturskrift – det bør ikke være mere gammeldags end at enhver umiddelbart kan se hvad der står – og det er jo også en reklame.

Man behøver ikke at foretage manipulationer af hensyn til skriftens læselighed i Tyskland, hvor de fleste stadig forholdsvis ubesværet kan læse "krøllede bogstaver" - der jo hed "tysk skrift". Skiltet der reklamerer for bayerske specialiteter, er fra et spisested i Berlin (foto: Ole Pedersen, 2009).

Vil man signalere gammel folkelig tradition, falder valget typisk på en fraktur – som her over caféen på Trianglen (her er bogstaverne ikke modificeret som dem på antikvariatet ovenfor).

Bortset fra miskmasket i denne skiltning er det næppe tilfældigt hvilket ord man har valgt lige netop at gengive med frakturskrift: 
Fiskefars som sådan er måske ikke mere sindsoprivende end skrifttypen Helvetica. Men Pernilles fiskefars er af den gode gammeldags slags (og frakturvarianten ligger faktisk også tæt på den "rigtige" - sammenlign Bayerische-skiltet ovenfor)!

Til højre reklamerer en kristen

amerikansk virksomhed ved

navn Honeysuckle Lane for

kunstneriske lykønskningskort

Måske inspireret på den røde lygte har en FCK-fan fået tatoveret boldklubbens navn på sit ben med en frakturvariant designet af tatovøren.

Når man vil sælge en fraktur-skrifttype på nettet ...

Denne art skrifttype har haft mange forskellige betegnelser. På dansk og tysk hedder den grotesk, på engelsk tidligere også grotesque, men efterhånden blev betegnelsen sans serif almindelig, sikkert også fordi den fremhæver det fælles karaktertræk at bogstaverne ikke har seriffer (på dansk skrafferinger, tværstreger eller fødder). Betegnelsen er ikke, som man skulle tro, et fransk udtryk: Ordet sans er på engelsk et låneord fra fransk, og ordet serif hed hos skrifthistorikeren William Hollins (1813) surriphes = fremspring (af filologen Julian Hibbert, 1827, stavet syrifs – det stammede ifølge ham fra græsk).
På rigtig teknisk typografisk engelsk kalder man sansserifferne eller groteskerne for lineals, dvs. skrifter med lige og lige brede linjer og lige modsat hældende bogstaver.
Betegnelsen grotesk skyldes efter sigende – især de tyske – typografers indtryk af disse skrifter da de fremkom: de virkede groteske, og jo altså i betydningen mærkværdige (for groteske i den ornamentale betydning er de jo netop ikke).
 

Den første type af denne art med små bogstaver (minuskler) blev designet i England i 1832 af William Thorowgood – som faktisk kaldte den grotesque (igen et fransk låneord). Men typen Akzidenz-Grotesk, fremstillet af Berthold AG i 1896, var den første der fandt anvendelse i større stil, og som har påvirket mange senere neo-grotesker: Neue Haas Grotesk udkom i 1957 og fik i 1960 det siden så kendte navn Helvetica (en tydelig, men temmelig karakterløs skrift som enhver computerbruger har fået kastet efter sig siden lanceringen af digitale skrifttyper). To andre skrifter fra 1957, Adrian Frutigers Univers og Bauer & Baum's Folio, har hentet inspiration fra Akzidenz-Grotesk.

I Tyskland i 1920'erne indgik grotesk-design i en bredere skriftkulturel sammenhæng, og det blev klart et led i antikva/fraktur-striden: Af den funktionalistiske Bauhaus-bevægelse og typografer som Herbert Bayer og Jan Tschichold udformedes en ny typografi – imod alle former for »gamle« skrifter. Princippet formuleret af Bayer var at der hverken skulle være seriffer eller versaler, altså »Kleinschreibung« = små bogstaver der overflødiggjorde versalerne. Hans »architype« fra 1925, iværksat af Walter Gropius, fik navnet universum.

Tschichold designede, 1930-32, også grotesk-skrifter (Transit, Saskia og Zeus) efter et lignende princip. De er dog – for at gøre en lang historie kort – gået i glemmebogen, siden han senere i 1930'erne tog afstand fra det avantgardistiske bogdesign og tilsluttede sig brugen af antikva. Hans hit blev den skrifttype han som gammel dreng (i 1966, som 64-årig) designede og udgav under navnet Sabon.

Skrifttypen Futura er designet af Paul Renner og blev første gang præsenteret af Bauer-skriftstøberiet i 1928. Den betragtes som det mest markante resultat inden for skriftudviklingen af Bauhaus-bevægelsens konstruktivistiske retning. Renners skitser til Futura er baseret på de enkle former cirkel, trekant og kvadrat.
Senere efterligninger af skriften efterligner også navnets betydning: Neuzeit Grotesk (der er en ret nøje efterligning) og Avenir (altså det franske udtryk for futura) af Frutiger. Men dem er der egentlig ikke brug for - Futura har bevaret sin modernitet lige siden den blev betragtet som "grotesk".

Gill Sans er såmænd ikke mere moderne end at den bruges overalt i England, bl.a. ved jernbanerne (LNER) (dog ikke i London Underground), i BBC og på alle omslag til Penguinbøgerne – den er måske dér hvad Helvetica er i USA. Men herhjemme anses Gill Sans for moderne og elegant, og det kan ikke undre at den, som herover ved en af forretningerne på Østerfælled Torv på Østerbro i København, optræder i logoet for en tøjbutikskæde. Det nok så ejendommelige er selve navnet: eppure_si_muove, tre italienske ord holdt sammen af 'underscores' så det svarer til www-adressen. Der kan ikke være mange af dens danske kunder som ved hvad det betyder, nemlig »men den bevæger sig nu alligevel« – ifølge anekdoten hvad astronomen Galilei trodsigt skal have mumlet efter at være blevet dømt af inkvisitionen for at have hævdet at Jorden ikke var universets centrum, men bevægede sig omkring Solen.

Til venstre ses et af de mange større foretagender der har valgt at bruge Gill Sans i deres logo: Save the Children og bl.a. den danske afdeling Red Barnet. Men hvad ser man nu lige pludselig - i stedet for at anmelde enten skrift eller logo eller begge dele har en muskel-journalist ved dagbladet BT lavet noget der nærmest er en sædelighedspolitianmeldelse via et forsøg på reaktualisering af Fiona McCarthys biografi fra 1989 om den for knap 70 år siden afdøde Gill – se artiklen herom på Sprogmuseets blog.

Herover har vi en moderne groteskskrift – den kunne være fra Bauhaus-tiden, men den er
ret ny og er designet specielt til Archauz, koreografisk center (eller danseskolen) i Århus.

Tegningen af det »åbne« g er som idé ikke noget nyt – her ses g'er i to sideskilte til sporvogne fra 1920'ernes (eller i hvert fald 30'ernes) København – og dette g kunne godt se ud til at være en dansk opfindelse. Istedgade-skiltet er i øvrigt beregnet til en Linie 10 (hvad man ser på farverne gul/blå).

Og her er vi ved to slags historie, nemlig sporvogns- og typografihistorie, mere specifikt: skiltemaling. På billederne nedenfor er det tal-typografisk specielt 1-tallet og 3-tallet der er interessante. Det helt enkle grotesk-ettal uden vinge er ligesom det karakteristiske 3-tal med lige streg som overligger antagelig et design fra 1920'erne, malet på de skilte som blev taget i brug deromkring – men nok inspireret af hver sin skrifttype: Dels er skiltemaling jo ikke bogtryk, dels ser det ud til at skiltemalerne i hvert fald indtil begyndelsen af 1930'erne (hvor de nye Lunding-vogne kom i drift) har været kreative, og man kan vel sige at skrifterne på deres skilte afspejler mangfoldigheden af nye skrifttyper fra designere i Tyskland og England.

I sporvognslogistikken absolut ingen regler uden undtagelse: Her har vi en bogievogn fra 1938, men hvor 1-tallet i 15 er helt uden serif. Sådan malede de det altså i NESA (det var før 15'eren blev lagt ind under KS).
 
Alt i alt: Mangfoldigheden fik lov at præge bybilledet, idet de ældre skilte ikke blev skiftet ud med nye, men fulgte med de gamle vogntog – der var i drift sammen med de nye (Lundings bogievogne, scrapvognene eller »swingpjatterne« samt Düsseldorferne).

3-tallet til højre (3'erens og det øverste skilt til 13'eren) må man formode er en efterligning af Johnstons skrift fra 1919 til London Underground.
Men det gælder ikke 1-tallet som på det øverste 13'er-skilt og på 10'erens skilt på billedet til venstre: Sådan et finder man kun i en af Bauhaus-typografierne (og senere i Gill Sans).

Men i hvert fald kan man finde Johnstons 1-tal på ældre skilte fra tog- og sporvognsområdet. DSB har fra o. 1920 på deres skilteskrift efterlignet Johnston Underground. Pladen herunder kan ses over indkørslen til Banegården i Århus:

Det andet skilt er kommet på museum:

 
Det er et stoppested for 1'eren. Teksten stammer fra to andre skrifter (de små bogstaver kan med undtagelse af g'et [se Istedgade-skiltet!] minde om Futura, mens blokskriften øverst er en anden) - men 1-tallet er i hvert fald inspireret af Johnstons geniale design som gør at tallet på én gang er med og uden vinge!
Det kunne man have brugt på frontskiltene til Linie 1 og 11 i København - hvor man ikke turde bruge 'nøgne' 1-taller (dvs. uden vinge eller serif) i de to tilfælde hvor 1-tallet ikke optræder ved siden af et andet tal:

  Enten har vi dette med vinge på - det ældste, lige fra århundredets begyndelse.

Eller også har vi 11-tallet med de korte tykke seriffer - hvad der også hænger sammen med at 11'eren først blev indsat i 1944, hvor man malede 1-tallet som det så ud på bogievognenes skilte - uanset om de blev lavet til placering på vogne af den gamle type.

Her en af de gamle hovedtypevogne

Og her et Linie 13-skilt som hang på samme vogntype.

Men her (på en scrapvogn fra 1940'erne) er man gået over til Lunding-designet med korte tykke seriffer på 1-tallerne.